Tom K. træder i pedalerne til landevejs-VM

Når knap 2000 cykelryttere fra 47 forskellige lande kaster sig i sadlen til amatør VM i landevejscykling er Tom Kristensen iblandt.

Hobro og Aalborg danner rammen for amatørverdensmesterskaberne, når de finder sted den 3. - 6. september.

Tom Kristensen har fået tildelt et wildcard til at deltage ved VM-løbene Nordjylland, og han får derfor mulighed for at køre mod uret endnu engang, denne gang dog på to hjul. Tom Kristensen er glad for at få lov til at deltage i løbet, der har start og mål i hans egen fødeby Hobro.

- Jeg er meget begejstret for cykling og kører selv det jeg har mulighed for i min stadig travle kalender som 'pensioneret' racerkører. Når Amatør-VM kommer til Hobro, så er jeg stolt af at få mulighed for at deltage, fortæller en begejstret Tom Kristensen, der glæder sig til at vise hjemegnen frem for hele cykelverdenen.

Tom Kristensen kommer i løbet til at tilbagelægge 19,3 kilometer i enkeltstartsdisciplinen. Den nu pensionerede 48-årige Audi-legende er til start i aldersklassen 45-49 med en forventet starttid cirka klokken 12.30 på Aallykkevej i Hobro-bymidte.

- Der venter alle deltagere flotte og udfordrende ruter, både til enkeltstarten i Hobro, og til linjeløbet med udgangspunkt i Aalborg. Det er begge ruter, der tager deltagerne med ud i den flotte natur i Nordjylland, siger Tom Kristensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland