Tom Kristensen støtter Breast Friends

Den syvdobbelte Le Mans-vinder Tom Kristensen støtter brystkræftkampagnen Breast Friends. Tom Kristensens hjelm og køredragt vil bære Breast Friends-logoet til det forestående 12-timers-løb på Sebring-banen i USA.

Den danske racerkører og syvdobbelte rekordvinder af det legendariske Le Mans-løb, Tom Kristensen, har valgt at støtte brystkræftkampagnen Breast Friends, der er et initiativ fra medicinalvirksomheden Roche.

I forbindelse med USA's ældste sportsvognsrace, 12-timers-løbet på Sebring-banen den 17. og 18. marts 2007 i Florida, kører Tom Kristensen med Breast Friends-logoet på sin køredragt og hjelm.

- Jeg er meget glad for at kunne støtte brystkræftkampagnen Breast Friends. Brystkræft er den hyppigste kræftsygdom blandt danske kvinder og dermed en sygdom, som rigtig mange mennesker får tæt ind på livet. Jeg støtter Breast Friends, fordi kampagnen arbejder for at skabe øget opmærksomhed om brystkræft - som er helt afgørende for, at brystkræften opdages i tide - samt at samle penge ind til forskning i effektiv forebyggelse og behandling af sygdommen, udtaler Tom Kristensen i en pressemeddelelse.

Tom Kristensen har vundet løbet på Sebring fire gange, hvilket er rekord, og han er i favorit-rollen igen i år i Audi R10 TDI. Sebring er løbet, som Tom Kristensen og Audi bruger som den ultimative forberedelse til årets Le Mans, der køres den 16. og 17. juni i Frankrig.


Seneste nyt

fra Nordjylland