Tony Blair kommer til Frederikshavn

Den tidligere britiske premierminister Tony Blair gæster Frederikshavn i efteråret.

Frederikshavn og Arena Nord har endnu en gang formået at tiltrække et internationalt topnavn til byen. Denne gang er det den tidligere engelske premierminister Tony Blair, der kommer til byen.

Den tidligere toppolitiker er hovednavnet, når Arena Nord den 5. November slår dørene op til Global Business Seminar, hvor det helt store emne er international globalisering.

Dermed bliver Tony Blair den næste store politiker, der gæster Frederikshavn efter at både Bill Clinton og Al Gore har gæstet byen.

- Vi har før haft store personligheder på besøg her i Frederikshavn, og her i byen vil rigtig gerne globaliseringen. Derfor håber jeg meget, at erhvervslivet kan blive inspireret af at høre en politiker, siger Birgit Hansen, der er borgmester i Frederikshavn Kommune.

I Arena Nord er man også utrolig glad for, at det er lykkedes at trække Tony Blair til byen.

- Jeg synes, at det er stort. Tony Blair har været premierminister i et så stort et land som England. At få ham til Frederikshavn, er vi meget stolte af, udtaler Per Malmberg, der er direktør i Arena Nord.

Billetterne til arrangementet koster mellem 800 og 4000 kroner.


Seneste nyt

fra Nordjylland