Top Karens Pris til Linda Steffensen

Rebildselskabets "Top Karens Pris" gik i år til Linda Steffensen fra Chicago.

<b>Årlig picnic</b>
Atter en gang har Rebildselskabet afholdt sin årlige picnic i Top Karens Hus. 90 danskere og dansk-amerikanere var til stede til en dansk traditionel frokost i det grønne i haven foran Top Karens Hus. Der blev sunget danske fællessange, hilst på gamle venner og festet i højt humør.

<b>Årlig æresbevisning</b>
Hovedbegivenheden ved den årlige picnic er uddeling af Top Karens Pris. Prisen er indstiftet af Rebildselskabet i et samarbejde med tidl. Skørping Kommune.
Prisen gives som æresbevisning til en dansk-amerikaner, som har gjort meget for det dansk-amerikanske arbejde i USA eller i Danmark i almindelighed og arbejdet i Rebildselskabet i særdeleshed.

<b>Linda Steffensen fra Chicago</b>
Linda Steffensen er født i Chicago af danske immigrantforældre og har været medlem af Rebildselskabet i mere end 14 år og har en stærk tro på Rebildtraditionen.

Linda Steffensen har været Rebildselskabets Corporate Secretary i USA i 5 år siden Rebildmødet i Solvang, Californien i 2000. I dag sidder Linda Steffensen i Rebildselskabets bestyrelse. Hun er endvidere redaktør af Den Danske Pioneer, den ældste dansk-amerikanske avis i USA siden 1872.

Hun har en Master of Science Degree i Marketing Communication og arbejder hele tiden for at promovere Rebild, Danmark og det dansk-amerikanske venskab overfor nye mennesker.

Linda Steffensen føler et dybt indre ansvar for at bevare Rebild og for at repræsentere sin far, som var en meget betydningsfuld Rebild-mand i USA indtil sin død. Hun har stor indflydelse i de danske kredse i Chicago og i mange andre danske bestyrelser.

Gennem sit arbejde har hun skaffet mange nye medlemmer til Rebild. Linda Steffensen er en rolig engel, som til stadighed er en ildsjæl og stor støtte i enhver situation.

Har du et godt tip?