Topbrag sendte Thisted FC ned at bide i græsset

Med en sejr på 4-1 mandag aften overtager Vendsyssel FF andenpladsen fra Thisted FC i 1. division.

Det var kampen om andenpladsen, der skulle udkæmpes på stadion i Hjørring mandag aften mellem Vendsyssel FF og Thisted FC. En kamp, der i den grad faldt ud til hjemmeholdets fordel.

Det står klart, efter vendelboerne mandag aften sænkede gæsterne fra Thy med hele 4-1 på stadion i Hjørring.

De to mandskaber lagde begge godt fra land med chancer i både den ene og den anden ende af banen. Alligevel var det Vendsyssel FF, der først fik bolden i kassen. Yao Dieudonne bragte hjemmeholdet foran 1-0 efter 21 minutter, og kort efter øgede Ninos Gouriye til 2-0 på et straffespark.

Inden pausen lykkedes det dog Thisted FC at give igen. I det 33. minut var Mikkel Agger skarp foran kassen, og den scoring brugte de blåstribede gæster til at lægge et godt pres på Vendsyssel FF fra starten af 2. halvleg.

Det førte dog ikke til nogen scoringer for Thisted FC. I stedet punkterede Emmanuel Ogude kampgejsten en anelse, da han i 79. minut gjorde det til 3-1.

Kampens sidste mål blev sat ind på et frispark af Jeppe Illum to minutter senere. 4-1 lød slutcifrene, og dermed kunne Vendsyssel FF rykke forbi Thisted FC og overtage andenpladsen  i 1. division.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland