Topdanmark har 330 skader: Genhuser ikke kunder endnu

Vandskaderamte kunder hos Topdanmark er ikke genhuset endnu, men dialogen er der, forsikrer skadedirektør.

Den børsnoterede forsikringsgigant Topdanmark har lørdag middag endnu ikke genhuset nogle af de kunder, der er ramt af vandskade i Nordjylland efter den kraftige regn onsdag og torsdag. Men dialogen om genhusning er i gang, forsikrer selskabets skadedirektør, Marianne Wier, der lørdag er i Nordjylland for at besigtige skaderne.

- Vi har ikke genhuset nogen endnu, men dialogen om det er i gang, siger Marianne Wieg til Ritzau.

Hun oplyser, at Topdanmark indtil videre har fået anmeldelse om 330 skader efter det voldsomme vejr. De fordeler sig med 250 anmeldelser fra private, 60 fra erhverv og 20 fra landbrug.

Skadedirektøren oplyser, at Topdanmark endnu ikke har noget overblik over skadernes omfang eller hvor store erstatningsbeløb, der bliver tale om. Som andre forsikringsselskaber venter Topdanmark også på Stormrådets afgørelse.

Marianne Wieg er på vej rundt hos kunder i det nordjyske.

- Det er vigtigt ved selvsyn at se på, hvad der præcist er sket og få en forklaring på det. Det vigtigste er at få hjulpet vores kunder. Vi møder mennesker, som fra den ene dag til den anden har fået vendt op og ned på deres liv.

- De er dybt berørte af, at den ene dag lever de et normalt liv, den næste er det et liv i totalt kaos, fordi deres hjem er oversvømmet. Og de er ikke mindst chokerede og forvirrede over, så hurtigt det kunne gå, siger Marianne Wieg.

Hun vurderer, at den generelle situation i Nordjylland er under kontrol.

- Der bliver reddet, hvad reddes kan, og boligerne bliver tømt for inventar. Men det skaber forvirring, at nogle skader kan dækkes af forsikringsselskabet, mens andre typer skader skal Stormrådet tage stilling til, fortæller Marianne Wieg.

Forsikringsselskaberne er fritaget for at dække skader, der er forårsaget af hav, fjorde, og oversvømmelser fra åer og vandløb. De dækkes af en fælles kollektiv ordning, som alle forsikringstagere betaler til via deres forsikringspræmie.

Ordningen er blandt andet kendt som stormflodsordningen. Stormrådet skal beslutte, om skader forårsager af oversvømmelse fra vandløb og åer i det nordjyske kan dækkes af ordningen. Det ventes at ske indenfor de nærmeste dage.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland