Tør du dele din båd med en fremmed?

Foto: Per Frank Paulsen

Tusindvis af nordjyder ejer en båd, og mange af dem sejler kun få ture i den om året. Alligevel er de fleste nordjyske sejlere skeptiske overfor at leje deres båd ud. Det forsøger et nyt firma at gøre op med. De vil indføre deleøkonomi blandt lystsejlere.

Jacob Risgård fra Frederikshavn er på en sjælden tur i sin nye speedbåd. Han bruger den ikke ret meget. Derfor har han nu besluttet sig for at leje den ud.

- Jeg synes, at det giver god mening, at båden ikke bare skal stå. Folk kan lige så godt få glæde af den, og sådan en båd har også godt af at blive sejlet i, siger Jacob Risgaard.

Båden lejer han ud gennem det nystartede firma Boatflex. Firmaet tegner en forsikring på båden og tjekker, at lejeren har de duelighedsbeviser, der skal til for at sejle.

- Vi ved, at der går en masse danskere rundt med god sejlerfaring, men de har ikke en båd. Udover det er der rigtig mange bådejere, der ikke bruger deres båd nok, og det er jo en omkostelig affære at have en båd. Derfor synes vi, det er en god ide at hjælpe bådejeren med at få nedbragt sine omkostninger og hjælpe folk, der ikke selv har en båd, med at komme ud og sejle på en forholdsvis billig måde, forklarer Jacob Bojesen, der er direktør i Boatflex.

Boatflex har nu 100 både på sin hjemmeside, men kun to af dem er fra Nordjylland. Firmaet har for nyligt forsøgt at hverve både i marinaen i Frederikshavn, men indtil videre uden held. For de nordjyske bådejere er skeptiske over for udlejning.

- Jeg vil ikke leje min båd ud. Jeg aner jo ikke, hvad jeg får tilbage, hvis nu båden ikke bliver gjort rent, eller den bliver beskadiget. Jeg tror ikke, jeg ville kunne sove om natten, hvis jeg lejede min båd ud, siger Niels Olesen, der har en båd i Frederikshavn Marina.

Jacob Risggard er vild med deleøkonomi, selvom han selv lever af folks forbrug. Han sælger computerspil som direktør i coolshop.dk, men alligevel er han ikke bange for, at det vil ødelægge hans forretning, hvis folk deler spillene i stedet for at købe dem.

- Hvis nu folk deler mere, så har de også råd til flere ting. Hvis du ikke selv skal ud og købe en hækkeklipper, men låner den af naboen, så får du måske råd til at købe en slagboremaskine, siger Jacob Risgaard.

Boatflex tager 12 procent af lejeindtægten i provision.

Flere nyheder fra TV2 Nord