Den amerikanske angriber Marcus Tracy har sammen med AaB besluttet at afbryde samarbejdet.
- Vi lavede dengang en aftale med en spiller med et stort potentiale, men desværre spolerede skader Marcus Tracys ophold i AaB, siger sportsdirektør Lynge Jakobsen i en pressemeddelse.
Derfor har AaB og Marcus Tracy sammen besluttet at afbryde samarbejdet.
- På det menneskelige plan har Marcus været en fornøjelse at have i AaB, og vi ønsker ham alt mulig held og lykke fremover og håber, han på et tidspunkt kan returnere til fodboldbanen, siger Lynge Jakobsen.
Den 25-årige angriber har officielt spillet 21 kampe for AaB.
- Jeg vil gerne takke Lynge, klubben, supporterne og mine holdkammerater for den støtte og tålmodighed, de har vist mig gennem mine lange skadesperiode, siger Marcus Tracy selv.