Traditionen kommer udefra: Derfor går vi Luciaoptog

Foto: Oli Scarff / Scanpix

Luciaoptogene er for mange danskere en ærkedansk tradition - men faktisk har vi hentet den fra Sverige.

Går du rundt og tror, at Luciaoptogene, der indtager både skoler, plejehjem, markeder og nogle arbejdspladser den 13. december hvert år, så kan du godt tro om igen.

I virkeligheden har vi importeret Luciaoptoget efter samme model, da vi i bestemte perioder har været orienterede mod forskellige lande.

Caroline Nyvang, Det Kongelige Bibliotek

Den smukke Lucia-tradition med det hvidklædte optog og de mange levende lys er nemlig lige så dansk som Valentinsdag, Black Friday og Halloween. Godt nok kommer traditionen som de netop nævnte fra USA, men derimod fra vores naboer i Sverige.

- I virkeligheden har vi importeret Luciaoptoget efter samme model, da vi i bestemte perioder har været orienterede mod forskellige lande. I efterkrigstiden orienterede vi os meget mod Sverige, hvor Luciaoptoget stammer fra, forklarer Caroline Nyvang, der er forsker ved Det Kongelige Bibliotek, til tv2.dk.

Myten om Lucia

I dag findes der mange myter og historier om den Lucia, der senere skulle blive til Santa Lucia. Men vist er det, at hun blev født på Sicilien i år 283 efter Kristus. Hun blev født ind i en meget velhavende familie og kunne med den baggrund have levet et godt liv.

Lysfest

Santa Lucias helgendag faldt i den gamle julianske kalender sammen med årets korteste dag.
Dermed blev Luciaoptogene i Sverige også en fejring af vintersolhverv.
Faktisk betyder "luce" lys på italiensk, og på latinsk hedder der "lux".
Dermed bliver Lucia forbundet med vintersolvhervsfesten.
Kilde: Københavns Universitet

Men Lucias liv skulle vise sig at gå i en helt anden retning. I en ung alder blev hun omvendt til kristendommen og lod sig døbe - noget, der endte med at koste hende livet. På det tidspunkt blev kristendommen nemlig regnet som farlig i Romerriget, hvor man troede på flere guder, og kristne blev forfulgt og i værste fald henrettet for deres tro.

Derfor levede mange kristne et hemmeligt liv i byernes katakomber og var afhængige af hjælp udefra - og her var Lucia et af de mennesker, der hjalp. Hun delte ud af sin rigdom til dem, der behøvede det, og om natten vovede hun sig ud med mad, og for at finde vej i mørket bandt hun en krans om hovedet og satte lys i den.

Ifølge hjemmesiden kristendom.dk blev hun senere angivet til myndighederne og henrettet den 13. december år 304.

Fra svensk til dansk tradition

Da Reformationen kom til Danmark i 1536 forsvandt tilbedelsen af helgener som blandt andet Santa Lucia. Først omkring 2. Verdenskrig dukker hun igen op efter inspiration fra Sverige.

Her havde man gennemført det første officielle Lucia-optog i 1928, og i 1944 kom traditionen så til Danmark. Det første optog foregik i Scala i København og blev promoveret af foreningen Norden. Siden er Luciaoptogene blevet en fast del af julen i Danmark og formet efter dansk temperament. 

- Forskellen på den svenske og danske tradition i dag er, at Luciadag i Sverige er meget koncentreret om hjemmet, hvor man vågner op om morgenen til Lussekatter (safransboller, red.), mens traditionen i Danmark er meget koncentreret om landets institutioner, forklarer forsker Caroline Nyvang til tv2.dk.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord