Træfældning i Østerild udsat

Miljøminister Karen Ellemann (V) og Naturstyrelsen udsætter nu træfældningen i Østerild Klitplantage til efter retssag i Vestre Landsret.

Træfældningen i Østerild Klitplantage er standset, indtil Vestre Landsret sidst på måneden har afgjort, om lokale lodsejere har ret til at føre en sag mod ministeriet om det planlagte testcenter for store vindmøller. Det skriver Jyllands-Posten.  

En gruppe demonstranter har kæmpet for at undgå træfældningen i klitplantagen. Efter flere dages blokade i juli, blev de til sidst fjernet af politiet, sådan at skovrydningen kunne gå i gang. Men nu er træfældningen altså alligevel blevet standset igen.

I en orientering til en række af miljøordførerne skriver miljøministeren blandt andet:

- Nu hvor den første fase af skovrydningen er gennemført, og DTU har fået mulighed for at opstarte anlæg af veje, giver tidsplanen mulighed for, at vi kan udsætte 2. fase af skovrydningen (ca. 17 ha skov) til efter landsrettens afgørelse.

De lokale lodsejere har stævnet Miljøministeriet, fordi de mener, at ministeriet ikke har foretaget de nødvendige forundersøgelser af anlæggets konsekvenser for naturen.

Vestre Landsret skulle allerede den 11. august have afgjort, om lodsejerne får lov til at køre en sag mod ministeriet - og om hvorvidt en sådan retssag i givet fald får en  virkning på anlægsprojektet
ved Østerild.

Landsretten har imidlertid udsat sin afgørelse til den 29. august , og selvom man for halvanden måned siden, afviste at vente på afgørelsen, har man nu ombestemt sig.

Ud over landsretten afventer man også, hvorvidt EU-Domstolen rejser en lignende sag mod den danske regering.


Seneste nyt

fra Nordjylland