Trætte af tyskervejen

Lufthavnsvej i Nørresundby er til daglig gene for både buschauffører og passagerer. Den gamle betonvej giver rysteture og det er chaufførerne ved at have fået mere end nok af.

Skal man med en af de fire busruter, der betjener Aalborg Lufthavn, kommer man ikke uden om lidt af en rystetur, når man skal tilbagelægge de 2,8 kilometer ad Lufthavnsvej.

Det er en gammel betonvej - en af de såkaldte tyskerveje - bygget under besættelsen, og mildest talt ikke en fornøjelse at være chauffør på.

- Det ryster sådan og giver stød op i ryggen. Det kan man virkelig mærke, når man kommer hjem. Man bliver træt, siger Kai Laursen, chauffør på rute 70, der kører mellem Aalborg og Thisted og undervejs skal forbi Aalborg Lufthavn.

Han hører ofte fra passagererne, særligt de daglige pendlere, at de også er trætte af rysteturene. Den samme melding kommer fra Aalborg Lufthavn, som jævnligt må lægge ører til, når passagererne fortæller om en støjende og rystende tur til lufthavnen.

Fredag mødte TV2/Nord flere passagerer i bus 70, som også beklager sig over turen. En mente at det var som at køre i Østeuropa, mens andre - som ikke er faste pendlere - udtrykte medfølelse med chaufførerne, som må tage turen flere gange hver dag.

Chaufførgruppen ved NT har haft problemet oppe at vende flere gange, men indtil videre har de ikke haft held til at få kommunen til at forbedre forholdene på vejen.

Hos NT henviser de til Aalborg Kommune i henhold til at svare på spørgsmål om Lufthavnsvej, og det var fredag ikke muligt at få en kommentar fra ledelsen ved By- og Landskabsforvaltningen, som er den ansvarlige kommunale myndighed på vejområdet.

I alt fire busruter betjener Aalborg Lufthavn, og det betyder, at der 74 gange hver dag kører en bus på Lufthavnsvej.


Seneste nyt

fra Nordjylland