Trafikulykke: Bil torpederet i Aalborg Øst

Ung mand blev fastklemt ved uheld.

En 21-årig mand blev klokken 00.30 natten til mandag torpederet og fastklemt i sin bil, da han på Tranholmvej var involveret i en ulykke.

Synderen kom fra sidevejen Smedegårdsvej i form af en bilist, der ikke overholdt sin vigepligt.

- Den unge mand kommer ikke alvorligt til skade og var kun teknisk fastklemt, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Mogens Hougesen.

- Føreren af den anden bil stikker af til fods, så ham vil vi gerne i kontakt med. Vi har snakket med den registrerede ejer af bilen, men han fortæller at han solgte bilen før weekenden, og det tror vi på, siger vagtchefen.

Politiet er derfor nødt til at satse på vidners forklaringer, hvis føreren skal findes, og hører derfor gerne fra folk der måtte have set den ældre røde Peugeot 306, der er tale om. Politiet kan kontaktes på telefon 114.


Seneste nyt

fra Nordjylland