Traktordæk eksploderede ved brand

Foto: Per Frank Paulsen (Arkivfoto)

Mandag aften stod seks traktorer i brand ved en maskinforhandler i Frejlev. Ved branden sprang flere traktordæk i luften, og det skabte eksplosionslignende brag.

Den kraftige vind mandag aften var grund til, at en traktor i brand antændte flere traktorer ved en maskinforhandler i Frejlev. Den første maskine i rækken antændte, hvorefter flammerne hurtigt spredte sig til de næste maskiner i rækken.

Ved branden eksploderede flere traktordæk, og det resulterede i flere eksplosionslignende brag. Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi, Michael Hæstrup.

Den første melding på branden lød på 60 meter høje flammer i en industribygning. Men da beredskabet nåede frem kunne indsatslederen konstatere, at alle traktorer befandt sig udendørs, og at flammerne kun var få meter høje.

- Med den første melding i tankerne, var det relativt udramatisk da vi kom derud, siger indsatsleder ved Beredskabscenter Aalborg, Peter Rasmussen.
Det krævede dog lidt ekstra tid at slukke de mange traktordæk, der stod i brand.

- Det er jo en blanding af olie, plastik og gummi. Dæk er altid svære at slukke, for når ilden først får fat, så brænder de også indeni, og der er det svært at komme til at slukke, siger Peter Rasmussen.

Flammerne var dog under kontrol efter et par timer. Nordjyllands Politi kender endnu ikke brandårsagen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord