26-årige Mike kører med fanger: Transportbetjente overtager kørsel med kriminelle

Foto: Jesper Bo Winther

30 nye arbejdspladser på vej til Hobro. Efter nytår overtager Kriminalforsorgen størstedelen af politiets fangetransporter.

Der bliver oprettet tre transportcentre i hele Danmark, hvoraf det ene er placeret i Hobro.

Man er sådan set allerede tyvstartet, og det første hold er begyndt på den nye uddannelse som transportbetjent, der skal frigive kræfter hos politiet.

26-årige Mike Fuglsang har i flere år arbejdet som maskinfører i landbruget, men det blev for kedeligt, så nu kører han med kriminelle. 

Jeg har fået en masse røverhistorier allerede de to første uger, jeg har været her. Det er super spændende det her. Det er mit drømmejob

Mike Fuglsang, transportbetjent

- Jeg har fået en masse røverhistorier allerede de to første uger, jeg har været her. Det er super spændende det her. Det er mit drømmejob, siger Mike Fuglsang.

Mike Fuglsang er en af de første 30 nye transportbetjente med base i Hobro, som Kriminalforsorgen har brug for til at transportere indsatte mellem arresthuse og fængsler eller til retsmøder og lægeundersøgelser. En opgave, som politiet hidtil har varetaget, men nu slipper for.

- Vi har tidligere gjort opmærksom på, at det ville være ønskværdigt, hvis en anden myndighed kunne påtage sig den her opgave med at transportere arrestanter, så vi hilser den her ny ordning meget velkommen, siger politiinspektør Claus Danø fra Nordjyllands Politi.

Artiklen fortsætter under videoen.

03:11

Efter nytår overtager Kriminalforsorgen størstedelen af politiets fangetransporter. Det betyder 30 nye arbejdspladser i Hobro.

Luk video

Skal give flere betjente på gaden

Den ny uddannelse som transportbetjent tager to år, og efter tre måneder på skolebænken er man som Mike Fuglsang allerede klar til at komme ud at køre. 

- Det er jo en helt anden verden den her, som jeg ikke er vant til. Kriminalitet er bare noget, jeg har læst om i medierne, og nu skal jeg så selv håndtere nogen af de her kriminelle, som har begået mange forskellige forbrydelser, siger Mike Fuglsang.

De betjente, der bliver frigjort, skal ud på gaderne. De skal ud og være synlige

Politiinspektør, Claus Danø

I Nordjyllands Politikreds håber man, at den nye ordning med transportbetjente vil frigive 8-10 årsværk, så endnu flere betjente kan komme på gaden.  

- De betjente, der bliver frigjort, skal ud på gaderne. De skal ud og være synlige, siger politiinspektør Claus Danø.

Nu hvor politiet ikke længere skal stå for transporterne med indsatte, har Kriminalforsorgen indkøbt 20 specialindrettede transportvogne til den ny enhed i Hobro.   

- Vi har gitre og tremmer for vinduerne for at undgå flugtforsøg, fortæller Mike Fuglsang.  

Foreløbig er der ansat 19 transportbetjente, men der mangler fortsat 11, og det er ikke ligefrem sådan, at ansøgningerne bare vælter ind.

- Det undrer os meget, at ikke flere end 17 har søgt de sidste 11 stillinger, siger Janne Michelsen, der er leder af den nye transportenhed i Hobro.

Hvert år er der lige omkring 18.000 transporter med indsatte i hele Danmark. Udover Hobro kommer nye transportenheder i Kolding og København. Ansøgningsfristen til den ny transportbetjent-uddannelse udløber søndag den 16. december kl. 24.

Læs mere om ansøgningen her.

Flere nyheder fra TV2 Nord