Travlhed hos Danmarks bedste bøfsandwichkok

Fredag var første åbningsdag ved Restaurant Vestre Bådelaug, som er kåret til at lave Danmarks bedste bøfsandwich. Titlen har givet travlhed i butikken.

Landets bedste bøfsandwich får du i Aalborg på Restaurant Vestre Bådelaug. Den fornemme titel fik restauranten før jul, og ved årets første åbningsdag fredag, betød det travlhed. Langt de fleste kunder i restauranten har nemlig for længst hørt om menuens danmarksmester.

- Indtil videre har jeg ikke lavet andet end bøfsandwich, siger Nina Pichler, der er indehaver af Restaurant Vestre Bådelaug.

Blandt gæsterne tager bøfsandwichen da også kegler, om end den har en stor begrænsning.

- Vi har lige snakket om, at kunne man tage nummer to, så var man rigtigt sej, og det er der ingen af os, der kan, siger Christian Laursen efter at have spist en bøfsandwich.


Seneste nyt

fra Nordjylland