Stor jubilæums-dag: Tre 40-års jubilarer fejres i Hobro

Hobro kan i dag prale med et usædvanligt jubilæum. Tre kvinder har hver især arbejdet som regnskabsassistenter på kontoret på landboforeningen Agri Nord i 40 år.

På parkeringspladsen foran hovedindgangen til Agri Nord mindes Hanne Møller, Kirsten Nielsen og Anette Sørensen, at det var præcis her, de mødte hinanden for første gang i 1979. De var bare 18 år gamle, da de havde første dag på arbejde. 

quote Vi har god stemning, humor og et godt sammenhold på kontoret.

Anette Sørensen, 40-års jubilar

- Vi kom direkte fra handelsskolen med den et-årige EFG-uddannelse. Og forinden havde vi alle sammen taget realeksamen. Og så var vi nok lidt nervøse alle tre, fortæller Kirsten Nielsen.

De tre unge kvinder falder dog hurtigt til på deres nye arbejdsplads.

- Jeg havde virkelig ikke troet, at vi skulle stå her igen om 40 år, fortæller Anette Sørensen.

Frihed i arbejdet er ifølge de tre opskriften på en god arbejdsplads, som man ikke har lyst til at forlade.

- Vi skulle lave det arbejde, vi skulle, og så var der ellers frihed til at flekse. Den slags er jo ikke lige meget på en arbejdsplads. Vi har også en god stemning, humor og et godt sammenhold på kontoret, fortæller Anette Sørensen.

Indenfor på kontoret fejres de tre jubilarer med blomster, gaver og billeder fra dengang. Åbenbart er de meget glade for deres arbejdsplads på AgriNord. Det kan nemt blive til flere 40-års jubilæer.

- Det er ikke usædvanligt, at ansatte i landboforeninger har været der i mange år, men jeg har alligevel aldrig hørt om tre med jubilæum samme dag. Vi har stadigvæk en del, som jeg håber at få lov til at være med til at fejre. Vi er næsten 20, der har været her i over 20 år. Det synes jeg også er imponerende, siger teamleder Berit Kristoffersen, der i øvrigt selv har 40-års jubilæum næste år.

Fejringen af de tre trofaste medarbejdere slutter ikke til fyraften. Om aftenen er der middag og fest med kollegerne i økonomiafdelingen og familien på Bies Bryghus i Hobro. Her bliver der også uddelt diplomer og medaljer fra Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab. 

Hobro kan i dag prale med et usædvanligt jubilæum. Tre kvinder har hver især arbejdet som regnskabsassistenter på kontoret hos landboforeningen Agri Nord i 40 år. \n

Seneste nyt

fra Nordjylland