Tre fængslet for røveriet mod Klitgaard Ure

Tre svenske statsborgere er fængslet for røveriet 19. marts mod Kllitgaard Ure i Aalborg. Butikken bygges nu om, for at minimere risikoen for yderligere røverier. Foto: TV2/Nord

Tre svenske statsborgere er ved grundlovsforhør varetægtsfængslet indtil 9. maj. De sigtes for røveriet mod Klitgaard Ure i Aalborg.

Byretten i Aalborg varetægtsfængslede tirsdag og onsdag tre svenske statsborgere, for røveriet 19. marts i år mod Klitgaard Ure i Aalborg.

- Jeg har det rigtig godt. Det er vi glade for. Vi har været igennem et par år, hvor det har været et tagselvbord i Danmark og Skandinavien med at røve urmagere. Men nu har politiet fået fat i den lange ende, siger Kenneth Klitgaard Sørensen, der er indehaver af Klitgaard Ure, til TV2/Nord.

Tirsdag blev den ene, en 38-årig mand varetægtsfængslet. Onsdag blev to mænd, begge 24 år, også varetægtsfængslet. Grundlovsforhørene foregik bag lukkede døre. Alle tre indtil 9. maj.

Der er tale om tre svenske statsborgere, der alle blev anholdt på en adresse i Sverige.

Ved grundlovsforhøret nægtede alle sig skyldige. Det oplyser politikommissær Allan Overgaard til TV2/NORD.

To bevæbnede mænd trængte kort før lukketid 19. marts, ind i butikken Klitgaard Ure i Bispensgade i Aalborg. Den ene røver var bevæbnet med en pistol, mens den anden havde medbragt et koben, så han kunne få fat på et antal ure i forretningen.

En tredje mand ventede i Maren Turis Gade som chauffør i en ældre sølvmetallic Toyota Supra. De tre røvere forsvandt i bilen i retning mod Vestbyen.

Bilen blev senere fundet udbrændt ved Kvickly i Dannebrogsgade.

Røveriet, der var det andet på blot et år, har fået Kenneth Klitgaard Sørensen til at øge sikkerheden i butikken markant. Blandt andet er der indkøbt specialdesignede montre med skudsikkert glas og tidslås.

- Vi har simpelthen købt det bedste, der kan fås for penge og det med den allerstørste sikkerhed. Så nu håber vi, at vi kan være sikre fremover, fortæller indehaveren til TV2/Nord.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord