Tre hackerangreb mod Aalborg Kommune

04:50

Foto: Torben Lykke Larsen

1 af 2

Hackerangreb er et alvorligt problem for Aalborg Kommune. Tre gange er det lykkedes hackere at bryde igennem kommunens systemer. Derfor opruster IT-afdelingen nu sikkerheden.

Hackerne har typisk held med at komme ind via mailsystemer. Aalborg Kommune kører interne kampagner, der skal lære medarbejderne om risikoen for hackerangreb, og klæde dem på i forhold til fremmede mails. Men indtil videre er det alligevel lykkedes hackere at komme igennem kommunens sikkerhedssystemer tre gange i år.

- Vi har haft tre af den der type hackerangreb, der hedder randsomeware, hvor nogle hackere kommer ind og prøver at tage nogle gidsler, altså låse vores filer, og vil så have penge for at frigive dem igen, siger Preben Pedersen, der er IT-Driftschef hos Aalborg Kommune.

Det er hackerangreb fra udlandet, der indtil videre har ramt Aalborg Kommune. Hver gang har IT-afdelingen hurtigt opdaget, og lukket hullet.

- Det er meget vigtigt for os at passe på borgernes data, så selvfølgelig bliver vi bekymret. Hver gang, der kommer en ny måde de kan komme ind på, så får vi lukket det hul, siger Preben Pedersen.

Et andet sted i IT-afdelingen sidder netværksadministrator Peter Jakobsen og holder øje med et overvågningskort på sin pc.

- Der er sket utrolige store forandringer inden for de seneste 12-16 måneder. Angrebene er blevet mere udspekulerede. Man bruger nye raffinerede teknikker, og det er hele tiden katten efter musen: Vi forsøger at følge op og forhindre det her, og de prøver at finde nye metoder, siger Peter Jakobsen.

Kortet, som han holder øje med, viser, hvordan cyberangreb hele tiden flyver fra verdensdel mod verdensdel.

- I højre hjørne kan vi se, hvad det er for en type angreb, og hvilke navne de enkelte angreb har. Og man kan jo også se med den hastighed, det ruller ned over skærmen, at der sker rigtig rigtig mange angreb hele tiden, siger Peter Jakobsen.

Aalborg kommune har netop indkøbt nyt software, der skal gøre det endnu sværere for hackerne at lave cyberangreb.

Også andre nordjyske kommuner har været ramt af denne type hackerangreb i 2015.

Flere nyheder fra TV2 Nord