Tre huse i brand i Strandby: Politi søger knallertfører

Foto: Per Frank Paulsen

Brandvæsen og politi blev mandag aften kort før midnat sendt til Strandby nord for Frederikshavn hvor en brand i en udlejlingsejendom bredte sig til to naboejendomme.

Mandag aften klokken 23.34 indløb der anmeldelse til Nordjyllands Politi og Frederikshavn Brandvæsen om en brand i en udlejningsejendom på Agervej i Strandby nord for Frederikshavn.

Branden nåede - inden brandvæsnet fik kontrol over flammerne - at brede sig til to naboejendomme, der ligger tæt op af den, branden brød ud i, og den ene af disse er ifølge TV2 Nords oplysninger ubeboelig efter branden mens den anden er svært skadet.

Hvordan branden er opstået, ved Nordjyllands Politi ikke og brandstedet er tirsdag morgen spærret af for offentligheden da der i de kommende dage skal ske brandtekniske undersøgelser.

Kort før branden har vidner set en mandlig fører af en knallert køre fra stedet, og denne mand vil Nordjyllands Politi gerne i kontakt med.

Knallertføreren beskrives som 175 centimeter høj og han var blandt andet iført sorte bukser og sort styrthjelm. Manden kørte ad Strandvej mod havnen på en mørk eller koksgrå knallert af ukendt model.

Flere nyheder fra TV2 Nord