TV2 Nord

Tre mænd afhøres i Gøglerbåds-sagen

Tre mænd fremstilles netop nu i grundlovsforhør efter anholdelserne på beværtningen Gøglerbåden i Aalborg. De sigtes for bordelvirksomhed og medvirken til menneskehandel.

De tre mænd, ejeren af Gøglerbåden, en dørmand på stedet og en rumæner, nægter sig alle skyldige ved dagens grundlovsforhør, der bliver holdt bag lukkede døre.

Mændene sigtes for at have drevet bordel samt medvirken til menneskehandel.

Sønnen af ejeren siger til TV2/Nord, at hans far ikke har noget med menneskehandel at gøre, og at der ikke er nogen former for organiseret kriminalitet på Gøglerbåden. Ifølge ham opsøger pigerne selv Gøglerbåden og er ikke handlede kvinder.

- Alle ved, at man kan købe en kvinde på Gøglerbåden. Derfor er jeg forundret over, hvorfor politiet griber ind lige nu, når det altid har været sådan, siger han til TV2/Nord.

Derudover bliver en kvinde fra Uganda også fremstillet i grundlovsforhør, sigtet for bordelvirksomhed to steder i Aalborg. Hun har umiddelbart ingen tilknytning til Gøglerbåden.

Ifølge politiet har kvinden haft en betydelig indtjening på sin bordelvirksomhed og har derudover været med til at planlægge menneskehandel.

Kvindens kæreste siger til TV2/Nord, at hun ikke har noget med bordelvirksomhed at gøre.

- Min kæreste er veninde med ejeren af de to bordeller, og det må være derfor, politiet kæder hende sammen med sagen. Fire politifolk troppede i går op hjemme hos os og anholdt min kæreste, som selvfølgelig var meget overrasket, siger han til TV2/Nord.

Anklageren begærer alle fire varetægtsfængslet i fire uger.

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto