Tre mænd er anholdt for at have stjålet en minilæsser

Nordjyllands Politi fandt efter en ransagning en minilæsser til en værdi af 400.000 på en adresse i Sindal. To mænd fremstilles onsdag i grundlovsforhør.

Nordjyllands Politi modtog tirsdag den 10. juli et tip om narko på en adresse i Sindal. Det fik politiets efterforskere til at foretage en ransagning på adressen, oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse. 

Her fandt de en minilæsser til en værdi af knap 400.000 kroner. Minilæsseren var tidligere meldt stjålet på Frederikshavnsvej i Sindal dagen før. 

- En mand blev anholdt på adressen, mens to andre mænd blev anholdt efter en effektiv og tværfaglig efterforskningsindsats fra politiets operative efterforskere i Hjørring, Brønderslev og Aalborg, skriver Nordjyllands Politi. 

De tre mænd er henholdsvis 30, 32 og 35 år. De er alle fra lokalområdet og i forvejen kendt af politiet for at begå berigelseskriminalitet.

To af de tre anholdte blev fremstillet i grundlovsforhør klokken 10.30 onsdag ved Retten i Hjørring, hvor de begge blev varetægtsfængslet i fire uger.

Udover minilæssere fandt Nordjyllands Politi også en mindre mængde narko på den ransagede adresse, oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse. 

 

Artiklen er opdateret klokken 16.21 med udfaldet af grundlovsforhøret. 


Seneste nyt

fra Nordjylland