Tre mænd forsøgte at voldtage kvinde

En 19-årig kvinde fra Hadsund blev udsat for voldtægtsforsøg, da hun cyklede hjem fra arbejde sent mandag aften.

Nordjyllands Politi efterlyser vidner i en sag om et voldtægtsforsøg mandag aften i Hadsund. En 19-årig kvinde var på vej hjem fra arbejde på cykel, da en bil med tre mænd passerede hende. De råbte af hende, og kort tid efter opdagede kvinden, at de fulgte efter hende, da hun cyklede ind på gågaden i Storegade. Her rev de cyklen fra hende og slæbte hende ind en passage. De holdt hende fast og forsøgte at trække tøjet af hende, imens de sagde, at de ville have sex med hende. Det lykkedes hende dog at vride sig løs og flygte fra stedet.

Ifølge vicepolitikommisær ved Himmerlands Politi, Johan Nielsen, er signalementet af de tre mænd sparsomt. Dog beskrives de som mænd i alderen 18 til 25 år. De talte dansk med nordjysk dialekt. De kørte i en mindre bil, som var enten blå eller lilla. Forlygterne på bilen havde et blåligt lys, og bilen var sænket.

Politiet hører meget gerne fra vidner, der har set bilen, eller som ellers har bemærket noget mistænkeligt.

Voldtægtsforsøget sket i tidsrummet klokken 23.15-23.45 mandag aften. Politiet kan kontaktes på telefon 114.


Seneste nyt

fra Nordjylland