Tre mænd løber forrest i kapløbet om borgmesterposten

Brønderslev næste borgmester bliver en mand, og ved valgtræf mandag aften skulle vælgerne overbevises om, hvor krydset skal sættes.

Når borgerne i Brønderslev Kommune i næste uge skal sætte en stemme på en kommende borgmester, er der tre mænd at vælge imellem.

Den første er Arne M. Jensen, spidskandidat for Socialdemokratiet. For fire år siden fik han 307 personlige stemmer.

- Vi står for den bedste politik, og vi sikrer udvikling af Brønderslev Kommune i stedet for kun at kigge på bundlinjen, lød hans argument for, hvorfor han ville kunne overtage borgmesterkæden efter Mikael Klitgaard (V). 

Den siddende borgmester er kandidat nummer to, og han har en klar vision for de næste fire år i Brønderslev Kommune.

- Vi skal videre med at få vores virksomheder til at gå godt, vi skal have mere bosætning, og vi skal have mere gejst til at få noget til at ske, sagde Mikael Klitgaard, der ved seneste valg fik 2572 personlige stemmer.

Tredje og sidste kandidat til borgmesterposten er Karsten Frederiksen, Konservative, der senest sikrede sig 681 personlige stemmer.

- Folk kan måske sige, at jeg efterhånden er en sur gammel mand, men jeg er i hvert fald meget flittig. Og derfor har partiet valgt mig som spidskandidat igen i år, og det er jeg selvfølgelig meget taknemmelig for, sagde Karsten Frederiksen. 

Ved valgtræffet i hallen i Brønderslev skulle de op imod hinanden og fortælle om deres mærkesager. Når stemmerne om en uge er talt op, er kunsten at samle mindst 14 mandater bag sig. Og her er kandidaterne sjovt nok ikke enige om, hvordan udfaldet vil blive.

quote Jeg tror stadig på, at det er mig, der bliver borgmester.

Arne M. Jensen, Socialdemokratiet

- Jeg tror stadig på, at det er mig, der bliver borgmester, lød det overbevisende svar fra Arne M. Jensen.

- Jeg tror, jeg skal hjælpe en af de to andre med at blive borgmester. Vi kan selvfølgelig også komme i den situation, at de er nødt til at pege på mig, og så må vi sige "hov, den havde vi ikke lige set, men det gør vi så, hvis vi bliver tvunget til det", sagde Karsten Frederiksen.

Og siddende borgmeser Mikael Klitgaard trak det diplomatiske kort:

- Det er et demokratisk valg. Det kan gå begge veje på valgnatten. Hvis jeg ligger i spidsen, vil jeg gerne have et samarbejde med de to herrer og flere andre, og gør jeg ikke det, så sætter jeg mig pænt og ordentligt og hjælper.


Seneste nyt

fra Nordjylland