Overfald i Kildeparken: Tre maskerede mænd slog 17-årig og stjal hans højttaler

Det unge offer fik flere knytnæveslag i ansigtet af en ukendt gerningsmand, som provokerede den 17-årige og hans venner. Politiet leder efter vidner til det umotiverede overfald.

Nordjyllands Politi leder efter den ukendte gerningsmand, som mandag aften ved 21-tiden overfaldt en 17-årig i Kildeparken i Aalborg.

Ofret sad sammen med et par kammerater og lyttede til musik på deres medbragte højttaler, da de blev passet op af tre yngre mænd.

quote Han får ikke nogle alvorlige skader, men han er altså kun 17 år, så det er en voldsom oplevelse for ham.

Karsten Højrup Kristensen, vagtchef, Nordjyllands Politi

Mændene var alle maskerede - den ene bar styrthjelm og de to andre havde en hue ned foran ansigtet.

- De er ret provokerende og spørger, hvad gruppen med den 17-årige har gang i, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Karsten Højrup Kristensen.

Pludselig begynder den ene maskerede mand at slå på den 17-årige med flere knytnæveslag.

- Han får ikke nogle alvorlige skader, men han er altså kun 17 år, så det er en voldsom oplevelse for ham, oplyser vagtchefen.

Efter overfaldet stjæler de tre maskerede mænd højttaleren fra den 17-åirge og forlader stedet.

Når snart alarmen lød hos politiet, rykkede man ud med flere betjente og hundepatruljer i forsøget på at finde frem til gerningsmændene, men det er i skrivende stund endnu ikke lykkedes.

Politiet leder efter vidner

Nordjyllands Politi har på grund af maskeringerne kun et yderst sparsomt signalement af den mand, der slog den 17-årige.

Her vil man meget gerne i kontakt med alle, der mener at have set noget af betydning - i Kildeparken ved 21-tiden mandag aften.

De tre eftersøgte mænd taler dansk, men er af udenlandsk oprindelse.

Hvis man har oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på telefon 114.

Gerningsmanden kan se frem til en sigtelse for umotiveret vold og muligvis også brud på maskeringsforbuddet.

Epiosden har ikke umiddelbart sammenhæng med sagen fra 25. september foran hotel Scandic Aalborg City ved AKKC, hvor en mand blev stukket i ballen med en kniv efter uoverensstemmelser i en gruppe af unge mænd.


Seneste nyt

fra Nordjylland