Tre mislykkede indbrud og en anholdelse

En ihærdig indbrudstyv blev sent onsdag aften anholdt efter adskillige indbrudsforsøg.

Klokken var omkring 23.30, da en 43-årig mand fra Kolding første gang forsøgte at begå indbrud i et hus på Hobrovej i Svenstrup.  Her nåede tyven at bryde et vindue op, før beboerne, der var hjemme, fik jaget ham på flugt.

Herefter drog den langfingrede 43-årige videre mod nabohuset, men også her blev han opdaget. Politiet var i mellemtiden blevet tilkaldt, og da manden forsøgte sig på det tredje hus på vejen, lykkedes det politiet at anholde manden ved hjælp af deres hundepatrulje, det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Per Vagn Nielsen. 

Torsdag morgen afhøres manden, som formentlig vil blive sigtet for indbrudsforsøg, hvilket er ligeså strafbart, som et gennemført indbrud.


Seneste nyt

fra Nordjylland