Tre nordjyder udtaget til OL-fodbold

Foto: TV2 Nord

To AaB-spillere og en tidligere er mandag blevet udtaget til Danmarks OL-trup.

De to AaB-spillere Frederik Børsting og Jakob Blåbjerg er sammen med tidligere AaB-spiller Lucas Andersen blandt de syv spillere, DBU og landstræner Niels Frederiksen har offentliggjort som en del af Danmarks OL-trup.

At stille med et slagkraftigt landshold til OL er en udfordring, for turneringen er ikke placeret på FIFA's officielle kampkalender. Derfor bliver den hjemlige Superliga og de europæiske turneringer Europa- og Champions League ikke sat på standby, så klubberne - uden at det koster sportsligt - kan afgive spillere til landsholdet.

Alle klubber er dog - med undtagelse af de fire klubber, der skal spille europæisk fodbold - forpligtet til at afgive spillere, og her har AaB altså sendt Blåbjerg og Børsting mod Rio.

- Jeg er rigtig glad for, at vi med lidt under en måned igen atter har fået nogle vigtige spillere på plads til vores OL-trup. Jeg har en fortsat god og positiv dialog med klubberne, og jeg er meget tilfreds med den samarbejdsvilje, jeg møder i mange af både de danske og internationale klubber. Det er jo hverken en nem situation for dem eller os. Men med de syv nye spillere på plads ser vi også antydningen af en rigtig stærk trup til Brasilien, siger landstræner Niels Frederiksen.

De syv spillere, der slutter sig til Youssuf Poulsen og Jeppe Højbjerg, der som de første blev meldt OL-klar er:

  • Lucas Andersen, Ajax
  • Nicolai Brock-Madsen, Birmingham City
  • Andreas Maxsø, FC Nordsjælland
  • Frederik Børsting, AaB
  • Jakob Blåbjerg, AaB
  • Casper Nielsen, Esbjerg
  • Mikkel Dessler, OB

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord