Tre nordjyske pengeinstitutter politianmeldt

Finanstilsynet politianmelder tre nordjyske pengeinstitutter, fordi de er for dårlige til at oplyse, hvad lån reelt koster. Se her, hvilke pengeinstitutter, der er tale om.

Tre nordjyske pengeinstitutter er blevet politianmeldt af Finanstilsynet. Der er indgivet politianmeldelse mod Klim Sparekasse i Fjerritslev, Hals Sparekasse, og Østervraa J.A.K. Andelskassen.

De tre nordjyske pengeinstitutter er imidlertid ikke alene om at blive meldt til politiet. I alt 15 pengeinstitutter rundt omkring i Danmark er blevet politianmeldt af Finanstilsynet. Det sker efter, at tilsynet har færdiggjort en undersøgelse af de prisoplysninger, som pengeinstitutterne selv har lagt på deres hjemmesider. Undersøgelsen har vist fejl i 31 ud af 32 undersøgte bankers oplysninger.

- Undersøgelsen viser med al tydelighed, at der er behov for at få rettet op, så kunderne fremover får de oplysninger de har krav på, siger Annette Bjaaland Andersen fra Finanstilsynets Forbrugerkontor i en pressemeddelelse.

Hun fortæller, at Finanstilsynet nu vil gå i dialog med pengeinstitutternes organisation.

Finanstilsynet har gennemført en screening af i alt 32 pengeinstitutters hjemmesider med henblik på at undersøge, om oplysningerne om blandt andet rentesatser og årlige omkostninger i procent (ÅOP) lever op til reglerne på området. Den endelige undersøgelse afslører fejl altså eller mangler hos 31 ud af 32 pengeinstitutter.

Det er især når det gælder opgørelsen af ÅOP, der er et tal, som viser, hvor dyrt et lånt reelt er, at der mangler oplysninger på pengeinstitutternes hjemmesider. Præcis det, har tidligere fået Finanstilsynet til at politianmelde en række pengeinstitutter. Og nu er der altså indgivet anmeldelse mod 15 mere, hvoraf de tre altså er nordjyske pengeinstitutter.

Ud over politianmeldelserne er der også givet påtaler til en række banker og sparekasser. Klim Sparekasse Og Hals Sparekasse har også fået påtaler for mindre overtrædelser af prisoplysningsbekendtgørelsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland