Trend til kamp mod hyben

Vesthimmerlands Kommune inviterer borgere til at hjælpe med at bekæmpe store og små bevoksninger af rynket rose.

Vesthimmerlands Kommune opfordrer borgere i området nær Trend til at bruge en dags arbejde i arealerne omkring stranden og Limfjorden. Her vil kommunen gerne have hjælp til at rykke, hive, grave, klippe og skære i de store og små bevoksninger af rynket rose.

- Der er rigtigt mange sommergæster her ved stranden i Trend, og det skulle der gerne blive ved med være. Der skal være plads til dem, siger Jørn Bloch, der er sommerhusejer i området og selv deltager i naturplejedagen den 27. september.

- Hvis vi ikke gør et eller andet, vil hele stranden blive dækket med hyben, og så bliver den fuldstændig utilgængelig, siger Svend Dahl, formand for Danmarks Naturfredningsforenings lokalforening i Himmerland.

Hyben er især brugt rundt om sommerhusgrunde i kystnære områder, da den er meget modstandsdygtig overfor vind og salt, og den kan også vokse i rent sand. Desværre for flere sommerhusområder spreder rynket rose sig meget aggressivt og den er så tæt, at der ikke kan vokse andre af strandens naturlige planter sammen med den. Den fortrænger de planter, som altid har vokset ved kysten og dermed fjernes også levesteder for mange insekter. Den er derfor en af de såkaldte invasive arter.

Mange sommerhusejere føler efterhånden, at de er ved at blive kvalt af rynket rose i Trend og derfor vil kommunen nu hjælpe. De meget store bestande har enorme rodnet og stænglerne kan blive op mod to meter høje. Den spreder sig meget hurtigt ved rodskud, men der sker også frøspredning bl.a. når fugle spiser hyben og når der plukkes hyben.

Det bliver den 27. september 2014 kl. 9.00-12.00, at Vesthimmerlands Kommune går til kamp mod hyben i Trend.


Seneste nyt

fra Nordjylland