Tricktyve narrede invalidepensionist

Foto: TV2/Nord

To mænd udgav sig for at være fra kommunen. Stjal 1400 kroner fra 64-årig gangbesværet mand.

En 64-årig invalidepensionist blev i går udsat for tricktyveri i sit hjem på Pederstræde i Aalborgs centrum.

To arabisk-udseeende mænd bankede på den 64-årige mands dør omkring klokken 17.30. De udgav sig for at være fra kommunen og sagde, at de havde nogle papirer, som han skulle se på.

Mens den ene viste papirerne til den 64-årige, stjal den anden en plastikbøtte med 1200-1400 kroner i mønter. Derefter flygtede de to mænd fra stedet.

De to mænd beskrives som 20-25 år og arabisk af udseende. Den ene var 170-175 cm høj, den anden 175-180 cm.

De havde begge mørkt overskæg samt et lille hageskæg. Den ene var iført en blå parkacoat med pelskrave. Den anden en grønlig parkacoat med pelskrave.

Har man oplysninger i sagen kan politiet kontaktes på telefon 114.