Tricktyve på spil i grillbar igen: Politiet reagerede ikke

En grillbarejer i Lundby Krat ved Gistrup prøvede fredag at anmelde to tricktyve, som forsøgte at franarre grillbaren penge, men fik besked på, at politiet ikke kunne tage sig af det før mandag morgen.

Cecilie Gøttler stod fredag bag disken i Grill & Ishytten ved Gistrup, og hun reagerede hurtigt, da velkendte gæster kort efter klokken 14 lagde vejen forbi grillbaren.

- Allerede dengang de kom ind ad døren, havde jeg genkendt dem, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg skal afvise dem, siger Cecilie Gøttler, som er bestyrer i Grill & Ishytten.

Grillbaren i Lundby Krat blev i februar sidste år udsat for et tricktyveri. Her stjal en gruppe kvinder 1000 kroner, og fredag forsøgte en af kvinderne at lave samme nummer igen.

En grillbarejer i Lundby Krat ved Gistrup er frustreret over ikke at blive taget alvorligt af Nordjyllands Politi. Han prøvede i går at anmelde to tricktyve, som forsøgte at franarre grillbaren penge, men fik besked på, at politiet ikke kunne tage sig af det før mandag morgen.

- Da jeg kører herud og tjekker overvågningen, kan jeg se, at det er akkurat den samme kvinde, der har været her igen, og hun har ikke en gang skiftet sit tøj, fortæller grillbarens indehaver Torben Gøttler.

Overvågningskameraet i grillbaren har tydelige billeder af den kvindelige tricktyv. Det havde Torben Gøttler også, da tyvene sidst var på besøg i februar 2016. Dengang lagde han billederne ud på Facebook, hvilket kostede ham en bøde på 5000 kroner for at bryde persondataloven.

Fredag valgte Torben Gøttler derfor at tilbyde overvågningsvideoen til Nordjyllands Politi.

- Da jeg henvender mig til dem, siger de, at jeg skal ringe igen mandag, fordi de er gået på weekendfri, så jeg kan ikke anmelde sagen, før vi kommer til mandag, siger han.

quote Det er akkurat den samme kvinde, der har været her igen, og hun har ikke en gang skiftet sit tøj.

Torben Gøttler, grillbarjejer

Tricktyvene fik ikke noget med sig fra Torben Gøttlers grillbar fredag. Han vil dog gerne have overvågningsbillederne ud i offentligheden for at advare andre forretningsdrivende mod tyvene.

- Vi har jo billederne, men vi kan ikke lægge dem ud, og vi kan ikke beskytte borgerne, for det koster mig 5000 at lægge dem ud igen, siger Torben Gøttler.

Grill & Ishytten har nu skrevet en advarsel mod tyvene på sin Facebook-side, men overvågningsbillederne får lov at blive på Torben Gøttlers telefon. Grillbarejeren forstår ikke, at Nordjyllands Politi ikke reagerer på hans anmeldelse.

- Da jeg ringer ind og bare får den der "Det kan vi ikke gøre noget ved før mandag. Der skal en efterforsker til at se på det", der synes jeg faktisk, at det er dybt krænkende, siger Torben Gøttler.

TV2 Nord har forsøgt at få Nordjyllands Politi til at kommentere sagen, men det har ikke været muligt.


Seneste nyt

fra Nordjylland