Trillingsgaard kom tæt på prins Henrik: "Han elskede Nordjylland"

01:11

Tidligere direktør i Aalborg Kongres & Kultur Center, Ernst Trillingsgaard, var en af de nordjyder, der nåede at komme helt tæt på prins Henrik. Onsdag aften mindedes han den nu afdøde prins.

Prins Henrik sov stille ind tirsdag aften klokken 23.18 - en nyhed, der siden har påvirket mange nordjyder, som har haft fornøjelsen af at møde prinsen på et af hans mange besøg til Nordjylland i løbet af de seneste godt 50 år.

En af dem, der er blevet særligt berørt, er tidligere direktør i Aalborg Kongres & Kultur Center, Ernst Trillingsgaard. I løbet af sine 30 år som direktør for et af Aalborgs kulturcentre mødte han nemlig prinsen ikke så få gange, og der opstod med tiden en fin forbindelse mellem de to kulturglade mænd.

I starten var vi alle sammen nok lidt afstandstagende til prins Henrik, måske fordi han ikke lærte dansk fra starten. Det blev sådan lidt mystisk.

Ernst Trillingsgaard

- I starten var vi alle sammen nok lidt afstandstagende til prins Henrik, måske fordi han ikke lærte dansk fra starten. Det blev sådan lidt mystisk. Og jeg havde det nok lidt på samme måde, indtil jeg havde mødt ham nogle gange og opdagede, at der i prinsen for det første var velvilje, hvis man bad ham om et eller andet - også uden for dagsordenen - og en stor viden, for prinsen var velvidende om alting og søgte stadigvæk viden. Og så havde han - det opdagede man efter lidt tid - en vidunderlig form for lune og humor, husker Ernst Trillingsgaard om prins Henrik.

Især humoren kom til udtryk mange gange under prinsens besøg, og selv om den kongelige etikette skulle være på plads, så var prins Henrik en mester i at møde mennesker.

- Prinsen ville gerne have, at formalia med modtagelse og tiltale var på plads. Men når det var overstået, var det meget afslappet. Vi kunne godt gå rundt på en messe, hvor der var afsat så og så mange minutter, men hvis prinsen blev fanget eller faldt i snak, så blev han stående, indtil han havde fået opfyldt det, han spurgte om. Og så måtte vi og tidsplanen lige vente lidt, fortæller Ernst Trillingsgaard.

Livskunstner

Kulturinteressen bandt AKKC-direktøren og prins Henrik sammen - så meget, at prins Henrik i 2016 kunne afsløre sin helt egen skulptur i kongrescenteret. Men det var ikke kun teater, kunst og koncerter, der fangede prinsens interesse.

- Prinsen var jo selv udøvende kunstner, og ved siden af var han faktisk også livskunstner. For han elskede jo god mad og god vin og var i det hele taget optaget af, at livet skulle lives ret dejligt og hyggeligt og rart, siger Ernst Trillingsgaard og tilføjer:

- Vi fik jo gerne rødvin, og prinsen havde jo en fortræffelig rødvin. Det kunne han godt lide. 

Nordjylland gjorde indtryk

Dagen efter sin død er prins Henrik blevet mindet over hele landet med flage på halv og mindeord. Også nordjyderne nåede han at gøre indtryk på, mens han levede.

- Jeg tror også, vi har gjort indtryk på prins Henrik. Når han deltog i et eller andet, var han videbegærlig og spurgte om både det ene og det andet. Han elskede Nordjylland, og han kunne godt lide, at befolkningens indstilling var lidt anderledes end i for eksempel Aarhus. Det er mere lige på og lettere at tale med folk heroppe, fortæller Ernst Trillingsgaard.

- Når vi gik alene, kunne vi sagtens snakke om alt muligt, og det gjorde vi også. Jeg spurgte om ting, og prinsen spurgte om ting - han var god til at fortælle. Men så snart der var folk i nærheden, holdt vi selvfølgelig den officielle tone, det er klart. 

 

Har du et godt tip?