Trods advarsler: Tysk familie tændte stort bål i sommerhusområde

Foto: Niels Ahlmann Olesen / Ritzau Scanpix

En tysk familie skulle onsdag aften have besøg af politiet, før de kunne overtales til at slukke et bål i et sommerhusområde.

Én meter høje flammer kan være flotte, jovist.

Men det er hverken klogt eller lovligt at fyre op i 50-75 cm lange træstykker i en grill placeret på en træterrasse på en naturgrund - mens naturen er så tør, som den kan blive. 

Læs også Flere får bøder for brug af åben ild

Sådan skriver Nordjyllands Politi i sin døgnrapport, efter en patrulje klokken 20 onsdag aften måtte rykke ud til et sommerhusområde ved Hals.

Her havde en tysk familie på ferie fået den tvivlsomme idé at tænde et stort bål ved et sommerhus på Osbornsvej. En lokal borger havde flere gange forsøgt at forklare familien, at der altså er landsdækkende afbrændingsforbud på grund af tørken. Men uden held.

Derfor fik han tilkaldt politiet, som fik slukket bålet og afværget en potentielt farlig situation.

Nordjyllands Politi beder nu indtrængende om, at man respekterer afbrændingsforbuddet for både sin egen og andres skyld. Afbrændingsforbuddet trådte i kraft den 4. juli.

AFBRÆNDINGSFORBUD:

Forbuddet gælder enhver brug af eller afbrænding af:
  • Ukrudtsbrænder
  • Bål
  • Brug af kulgrill, herunder engangsgrill
  • Åben ild på offentlige naturområder med vegetation
  • Halm, halmstakke og lign. der afbrændes på marker eller uopdyrkede arealer
  • Haveaffald
  • Affald fra skovbrug
Under forudsætning af konstant opsyn, og at man har egnede slukningsmidler i nærheden, så er det tilladt at bruge gasgrill, trangia og lignende på fast og ikke-brændbart underlag på egen ejendom, ved sommerhuse, campingpladser, feriecentre og restauranter.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord