Trods rekordmange ansøgere på UCN: Færre vil læse til lærer

Foto: Ib William Christensen

University College Nordjylland sætter rekord i antal ansøgere. Men trods de fine tal, ser de et dyk i antal af ansøgere til læreruddannelsen.

Hos University College Nordjylland (UCN) kan de ikke få armene ned. Flere end nogensinde har valgt at søge optagelse hos dem, viser uddannelsens første optælling af antal ansøgere.  

I alt har UCN fået 6.304 ansøgninger. Det er 4 procent flere end sidste år. Også målt på antallet af 1. prioritetsansøgere er der fremgang. 2.674 har som deres højeste ønske at studere på én af UCN’s 25 uddannelser, og det er en stigning på 6 procent.

- Vi er rigtig glade for, at så mange unge vælger at søge i kvote 2. Det er med til at styrke deres muligheder for at komme ind. På mange af vores uddannelser bliver der igen i år rift om pladserne, og her et højt gennemsnit ikke nødvendigvis nok. Derfor er det positivt, at stadigt flere unge forsøger sig med at bruge erhvervserfaring, udlandsrejser, højskoleophold eller lignende som adgangsbillet til ønskeuddannelsen, forklarer Lene Augusta Jørgensen, rektor på UCN.

 

Kvote 2

Kvoto 2 ansøgning er til dem, der ikke har de eksaminer eller det karaktergennemsnit, uddannelsen kræver. Gennem kvote 2 ansøgningen kan man for eksempel kompensere formanglende fag ved at have relevant erfaring. 

På de fleste af UCN’s uddannelser optages mellem 35 og 50 procent af ansøgerne via kvote 2. 

Den helt store ansøgnings-sluger er pædagoguddannelsen, hvor 570 har valgt den som deres førsteprioritet.

- Desværre kommer vi endnu engang til at afvise mange, ikke mindst fordi de nordjyske kommuner har valgt at skære i antallet af studiepladser. Vi har mistet 45 pladser på vores pædagoguddannelse i løbet af de sidste tre år, og det er rigtig ærgerligt for de mange unge, der drømmer om at blive pædagog.

I alt optager UCN 469 nye pædagogstuderende til sommer.

Og hos en uddannelse, der ellers har været populær de sidste år, sporer de i år tilbagegang. 221 drømmer om at læse til lærer i Aalborg eller Hjørring – en nedgang på 10 procent.

-Vi er meget fortrøstningsfulde. Vi er tæt på sidste års ansøgertal, der var det bedste i mange år. Det er især læreruddannelsen i Hjørring, der har fået færre ansøgere. Det skyldes formentlig, at vi som noget relativt nyt nu også optager lærerstuderende om vinteren i Hjørring – og her havde vi her til februar et rigtigt flot optag, forklarer rektor Lene Augusta Jørgensen.

I de næste dage vil ansøgertallet stige yderligere. Først i weekenden har man det endelige overblik, når alle de udenlandske ansøgere, der søger uden NemID, er gjort op.