Trods sommerblæst: Vindmøller er ingen guldgrube

Man skulle tro, at vindmølleejere jublede over det nærmest konstante sommerblæst. Men lave elpriser ødelægger glæden.

Det har blæst, blæst og blæst over Nordjylland denne sommer. Flere af DMI's målestationer har målt betydeligt flere døgn med hård vind end normalt, og hos vindmølleejer Per Nielsen i Try er der også registreret en blæsende sommer.

- I år ender vi nok med 40 procent over normalen i forhold til vind, siger Per Nielsen.

Ifølge Vindenergi Danmark tegner juli til at blive mindst lige så blæsende som det normale gennemsnit af alle årets måneder. Det er noget usædvanligt, at juli ellers normalt er den mest vindstille måned og dermed plejer at trække gennemsnittet ned.

Og så skulle man jo tro, at vindmølleejerne var jublende lykkelige, men der er malurt i bægeret. For selv om møllevingerne svinger lystigt og Per Nielsen kan se frem til at hver af hans møller producerer op imod 2 millioner kilowatt i år mod 1,8 millioner kilowatt på et normalt år, så betyder lave elpriser, at det ikke bliver den store fortjeneste, man kunne have håbet.

- Elpriserne er omkring tredive procent under det, vi har budgetteret med, så det bliver ikke den helst store økonomiske gevinst, siger Per Nielsen.

Den store mængde vind betyder mere vindenergi på markedet. Samtidig er der masser af vandkraft fra smeltevandet hos vores nordiske naboer, og lige nu er forbruget og dermed efterspørgslen lav. Det betyder, at Per Nielsen kun kan sælge sin strøm for knap 12 øre pr. kilowatt.

Vindenergi Danmarks prognoser siger, at de lave elpriser fortsætter nogle måneder endnu, men forudsigelsen om en kold vinter og et stigende forbrug kan få priserne til at stige mod slutningen af året.


Seneste nyt

fra Nordjylland