Midt i valgkampen: Trusler og hærværk mod politiker

I to mails bliver De Konservatives nordjyske kandidat Per Larsen udsat for trusler fra en entreprenør, som købte en omstridt sygehusgrund i Brønderslev af Region Nordjylland.

Den 12. maj klokken 21.11 tikker en mail ind på Per Larsens regionsrådsmail. Afsenderen er Flemming Jensen fra Tårs.

I mailen, som du kan læse i fuld længde under artiklen, truer entreprenøren med, at rive en af Per Larsens valgplakater ned, som er sat op i en lygtepæl ud for Flemming Jensens hus i Tårs. Han skriver desuden: Du skal være glad for at jeg nøjes med det”.
Elleve minutter senere kommer endnu en mail. Klokken 21.33 skriver Flemming Jensen:

"Så er skiltet nede :-) 

Når nu regionerne bliver nedlagt og du selvfølgelig ikke kommer i folketinget ….. så er det slut med dig …. Ha, ha, ha, ha ….. fordi kommunalt er Konservastive også ude i kulden … :-)

Flemming"

Per Larsen er rystet over entreprenørens opførsel. 

- Jeg har aldrig oplevet noget lignede i de 22 år jeg har været folkevalgt, og jeg synes jo netop det er et angreb på demokratiet, når man begynder at rive plakater ned. Det er ubehageligt og jeg synes bestemt ikke at det er i orden, fortæller Per Larsen.

Kender hinanden fra tidligere

Baggrunden for det personlige angreb på Per Larsen er en sag, som vi tidligere har omtalt her på TV2 Nord. I 2018 solgte Region Nordjylland en knap 2.000 m2 stor grund midt i Brønderslev for bare 137.000 kr., selvom lokale ejendomsmæglere vurderede, at den var ca. 10 gange så meget værd.

quote Jeg er ikke særlig tyndhudet, men det hører ingen steder hjemme, at man forsøger at forhindre en kandidat i at føre valgkamp.

Per Larsen, Folketingskandidat, De Konservative

Per Larsen har stillet spørgsmål til salget, og sagen er nu sendt i Ankestyrelsen. Region Nordjylland har allerede besluttet, at fremtidige salg altid skal ske gennem udbud efter Per Larsens kritik.

- Jeg passer mit politiske arbejde, og det skal jeg selvfølgelig have lov til som politiker og som folkevalgt, og mine vælgere forventer givetvis også, at jeg tager fat i sådan en sag, fortæller Per Larsen.

De Konservatives nordjyske partiformand, Claus Bunk, er oprørt over angrebet på deres kandidat. De kan dokumentere, at der har hængt en plakat med Per Larsen udenfor Bredgade 150 i Tårs – altså der hvor Flemming Jensen bor.

- Det er faktisk hærværk og også tyveri at fjerne den, og siden det nu er politisk motiveret, så er det faktisk en skærpende omstændighed. Så taler vi om en strafferamme, der går helt op til 6 år,  så det er jo en alvorlig sag, fortæller Claus Bunk.

TV2 Nord talte kort med Flemming Jensen, da vi optog tv-billeder i Tårs. Han erkender at have sendt mails – og også at have fjernet Per Larsens valgplakat. Det kan de Konservative nu i øvrigt også dokumentere. De har registreret samtlige positioner, hvor de har opsat plakater med GPS, og adressen Bredgade 150 i Tårs er markeret. Flemming Jensen har ikke ønsket at svare på TV2 Nords spørgsmål.

Ingen politianmeldelse

Selv om hærværket altså er dokumenteret i både mail og via GPS, vil de Konservative ikke melde sagen til politiet.

- Politiet har nok at bruge deres tid på, men vi håber, at omtalen her vil være en lærestreg for Flemming Jensen, så han fremover melder sig ind på demokratiets side, fortæller de Konservatives nordjyske formand, Claus Bunk.

Per Larsen vil også lægge sagen bag sig, men han ærgrer sig over at blive angrebet på sin person og især som politiker.

- Jeg er ikke særlig tyndhudet, men det hører ingen steder hjemme, at man forsøger at forhindre en kandidat i at føre valgkamp. Det kunne jo være, at denne sag og andre lignende kunne få nogen til at lægge bånd på sig selv som politiker, hvis de stod i en lignend situation, og sådan må det jo ikke være i et demokrati, fortæller Per Larsen.

Herunder kan du læse den første mail fra Flemming Jensen til Per Larsen. 

"Hej Per,

Nu har du igennem godt og vel et år generet mig på det groveste fordi du har et eller andet problem med sygehusgrunden i Brønderslev …. Jeg købte en græsplæne af regionen på knap 2000m2 til en pris som regionen fastsatte og du var selv med til at godkende salget på et regionsmøde ……. Hvorefter du klager dig vidt og bredt om både korruption, ukendte aftaler osv. ….. helt ude i skoven, du er en bette elendig lusepuster i mine øjne.

Jeg har ikke før givet dig min mening til kende hvad jeg mener om dig, men i dag da jeg kom hjem og så et eller andet fjols havde hængt en plakat op med dit dumme fjæs på en lygtepæl lige uden for min private bolig … ja, da fik jeg nok.

Om 2 minutter går jeg ud og river den ned op propper den i skraldespanden ……. Du skal være glad for at jeg nøjes med det …. Jeg kunne jo også skrive noget på dit grimme fjæs, men det går under min værdighed.

Håber ikke du bliver valgt :-(

Flemming"

VIDEO: Se indslaget om truslerne mod Per Larsen.

Seneste nyt

fra Nordjylland