Turboweekend giver sidste nordjyske koncert på Nibe Festival

Når det danske rockband Turboweekend går på scenen ved Nibe Festival, bliver det sidste gang nogensinde, de spiller i Nordjylland.

Det populære rockband Turboweekend giver deres sidste koncert på nordjysk grund, når de gæster Nibe Festival fredag 6. juli.

Bandet meldte tidligere på året ud, at de går i opløsning efter 12 år. De har dog besluttet sig for at tage på afskedsturné, inden de siger endegyldigt farvel – og det bliver en afskedsturné, der altså gør stop i Skalskoven i Nibe.

- Vi er enormt glade for, og stolte over, at vi meget overraskende kan præsentere Turboweekend på årets festival, siger Peter Møller Madsen, der er festivalleder ved Nibe Festival.

Turboweekends besøg på festivalen har medført rokeringer i årets program. Outkast-stjernen Big Boi flytter over på onsdagens program på Stor Scene, hvor også The Script, Suspekt, Martin Jensen, Scarlet Pleasure og Bro & Skinz spiller.

Peter Møller Madsen mener, at rokeringerne styrker festivalen – og han glæder sig over, at Turboweekends sidste besøg i Nordjylland bliver på Nibe Festival.

- Det er et tight og helt forrygende liveband, som vi får lov til at hylde til deres allersidste nordjyske koncert, lyder det fra Peter Møller Madsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland