Turisme trods trist sommervejr

Foto: Benny Kristensen

Når det kommer til overnatninger i Nordjylland, har turismen været på sit højeste niveau i tre år. Og det er på trods af en sommer med en del regn.

Den nordjyske turisme er sejlivet. På trods af en ustadig sommer havde Nordjylland i alt 3,4 pct. flere overnatninger i juli måned i år sammenholdt med samme måned sidste år, ifølge VisitNordjylland.

Juli i år har været den bedste sommermåned i tre år med godt 1,4 mio. overnatninger i juli.

Det er dog ikke en tendens over hele landet. Nordjylland er kun overgået af Hovedstaden, mens de øvrige regioner går tilbage.

Turisterne har altså været trofaste i Nordjylland, hvor det kniber med tiltrækningen andre steder.

De mange overnatninger er både danske og udenlandske. Danske overnatninger er steget 3,7 pct. og norske og svenske overnatninger går frem med henholdsvis 8 pct. og 3,7 pct. Den positive udvikling slår dog ikke igennem på det tyske marked, hvor overnatningerne er faldet med 4,9 pct.