TV2 Nord

Tusinder af arbejdspladser skal udflyttes: Disse styrelser vil vi have til Nordjylland

Simon Kollerup vil have Fiskeristyrelsen til Nordjylland.

Simon Kollerup vil have Fiskeristyrelsen til Nordjylland.

1 af 2

På Folketingets åbningsdag luftede statsminister Lars Løkke Rasmussen planerne for at udflytte flere statslige arbejdspladser. Nordjyske politikere har allerede bud på hvilke styrelser, de synes skal til Nordjylland.

Det er en festdag i Folketinget – nemlig åbningsdagen, hvor politikerne officielt trækker i arbejdstøjet og ser frem mod det kommende år. Et af højdepunkterne på dagen er statsministerens åbningstale, som byder på visioner og planer om udspil.

Åbningstalen bød ikke på mange konkrete planer for Nordjylland. Men ét punkt kan få stor betydning i regionen. Efter at have arbejdet med at udflytte 3900 arbejdspladser siden 2015, hvoraf de 2500 nu er flyttet, fortalte statsministeren i talen, at der er planer for endnu en runde med udflytning af flere tusinde statslige arbejdspladser.

Det lød sådan her:

00:32

Statsministeren præsenterer planerne for udflytning af statslige arbejdspladser.

Luk video

- I en ny udflytningsrunde vil regeringen igen etablere flere tusinde arbejdspladser ude i landet, siger Lars Løkke Rasmussen.

At der endnu en gang skal udflyttes arbejdspladser er blevet fortalt før. Men at det handler om flere tusinde er ny information. Og den udmelding vækker begejstring ved både folketingspolitikere og borgmestre i Nordjylland.

- Det betyder rigtig meget, især for os i Nordjylland. Jeg er sikker på, at der falder noget af til os, siger Lise Bech fra Dansk Folkeparti.

Også socialdemokratiske Simon Kollerup er glad for intentionerne – og han har allerede et bud på en styrelse, som han mener, skal nordpå.

- Vi har foreslået, at Fiskeristyrelsen skal til Nordjylland. Vi har mange gode placeringsmuligheder, og så har vi et universitet, der kan bidrage med faglig og juridisk kompetence, som det kræver at være i en styrelse. Der er Nordjylland helt oplagt, siger han.

Han peger på, at Fiskeristyrelsen har været i modvind og er ved at blive genopbygget efter massiv kritik, der endte med at Karen Ellemann overtog posten som fiskeriminister efter Esben Lunde Larsen.

- Fiskeriministeren må regne med, at jeg kalder hende i folketingssalen inden længe og spørger ind til, hvad der menes med statsministerens udtalelse om udflytning af statslige arbejdspladser, siger Simon Kollerup.

Også Lise Bech har et forslag til et område, hvor man kan udflytte arbejdspladser.

- Jeg synes, vi skal have Vejdirektoratet til Nordjylland, så de kan se hvor meget, vi har brug for den tredje limfjordsforbindelse, siger hun med et grin.

TV2 Nord sendte direkte fra Folketingets åbning med efterfølgende debat. I studiet i Aabybro var to borgmestre, nemlig konservative Knud Kristensen og socialdemokratiske Arne Boelt, på besøg.

Se hvad de siger om udflytningen her:

01:44

Knud Kristensen og Arne Boelt om statslige arbejdspladser.

Luk video

Knud Kristensen mener, at det er Vesthimmerlands Kommunes tur til at blive tilgodeset, når man placerer de statslige arbejdspladser. Og også han har et bud på en styrelse, som han mener vil have godt af at blive flyttet til Nordjylland.

- Jeg kunne godt få øje på Fødevarestyrelsen. Vi har trods alt en stor produktion af fødevarer her. Vi har en landbrugsskole og et forsøgscenter. Det kunne jeg godt se for mig, siger Knud Kristensen.

Læs også Regering: Udflytning af statslige arbejdspladser er godt i gang

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord