Tusindvis af rotter spiddet ihjel

Flere end 10.000 rotter er blevet dræbt med moderne rottefælder i Frederikshavn i løbet af det seneste halve år.

Frederikshavn Kommune har i de seneste måneder bekæmpet rotter ved kommunens bygninger med højteknologiske rottefælder. Indtil videre har flere end 10.000 rotter måttet lade livet på bare et halvt år.

- Det er vigtigt kommunen får sikret bygninger mod rotter, både af hensyn til borgernes sikkerhed, men også i høj grad fordi det koster kommunen rigtig mange penge, hvis først rotterne trænger ind i en bygning, siger Peter Nielsen, driftsleder hos center for Park og Vej i Frederikshavn Kommune.

De nye fælder er elektroniske. Fælderne er placeret i kloakkerne, hvor de registrerer rotternes bevægelse og kropsvarme. Når en rotte går i fælden, bliver der udskudt et bundt spyd, som brækker nakken og rygsøjlen på den.

- Vi råder nu over i alt 100 højteknologiske fælder. Strategien er, at fælderne er placeret i skellet ud mod det store offentlige kloaknet, så der ikke kommer flere rotter ind under bygningerne. Samtidig dræber fælderne efterhånden også rotterne, der lever under bygningerne, fordi de typisk leder efter føde i det store offentlige kloaknet, og her vil fælderne dræbe dem, siger Peter Nielsen.

Se den moderne rottefælde i aktion i videoen over artiklen.


Seneste nyt

fra Nordjylland