TV: 300 til møde om skole-lukninger

05:58

Foto: Mette Svenningsen

1 af 2

På et borgermøde i Aars blev der tirsdag aften præsenteret nye modeller for skolelukninger i Vesthimmerlands Kommune. Besparelser på op til 20 millioner kroner er nødvendige, lyder det fra skoleudvalgsformanden.

300 mennesker mødte op til borgermøde i Vesthimmerlands Kommune tirsdag aften. På programmet var debatten om de skolelukninger, kommunen med al sandsynlighed står over for.

På mødet fremlagde skoleudvalgsformand Henrik Dalgaard (Konservative) tre nye modeller for en kommende struktur på skoleområdet i kommunen.

I forvejen ligger ellers en række forslag i en ad hoc rapport, der er udarbejdet af 45 fagpersoner. Her er de kommet med deres bud på hvilke skoler, der skal lukkes. Men nu er der altså endnu tre modeller i spil.

- Det har været vigtigt for os at prøve og skabe et bedre beslutningsgrundlag for byrådet, så derfor så har vi taget afsæt i den rapport, som 45 fagpersoner har lavet. Og så har vi kigget på, hvordan og hvorledes vi kan synliggøre overfor det samlede byråd, hvordan de forskellige konsekvenser er i forhold til den bundne opgave, vi har med at finde cirka 15-20 millioner kroner, siger Henrik Dalgaard, der er formand for Børne- og Skoleudvalget i Vesthimmerlands Kommune.

De tre modellers overskrifter:

  1. Ingen lukninger af skoler, men til gengæld vil alle kommunens skoler blive beskåret økonomisk.
  2. Fem skoler lukkes: Vestrup, Blære, Strandby, Toppedal og Overlade.
  3. Overlade Skole lukkes. Imens bevares Toppedal og Ranum Skole, men må begge afgive elever til andre skoler.

- Nu er vi i gang med den politiske proces, og vi vil fortsætte her i løbet af sommeren med de politiske drøftelser i partierne. Og så vil vi kalde sammen i ad hoc-gruppen, og prøve at finde den model, som vi skal lægge frem til økonomiudvalget, og så til godkendelse i byrådet sidst i august i forhold til hvad der skal sendes i høring, siger udvalgsformand Henrik Dalgaard.

Også skolebestyrelsesformand fra Vestrup Skole var til stede under aftenens debat. Lukningsplanerne har fyldt meget på Vestrup Skole i den seneste tid, fordi skolen er blandt dem, som ad hoc-rapporten i sidste måned pegede på som sikre kandidater til lukning. Hun var tilfreds med, at flere modeller stadig er i spil.

- Det har været et interessant møde. Det er godt at høre, at alt stadig er i spil, det er vi glade for ude på vores skole. Og så er det også rart endelig at få hørt nogle udtalelser fra politikerne, siger Marie-Louise Sørensen, der skolebestyrelsesformand på Vestrup Skole.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord