TV: Butiksejeren Benjamin droppede skolen og skabte tøjsuccesen Duck

I andet afsnit af serien "Alt på ét bræt" møder vi 20-årige Benjamin Philip, der ejer det populære tøjmærke Duck Denmark.

20-årige Benjamin Philip er ikke den typiske iværksætter. Hans skolemæssige karriere nåede ikke længere end til 10. klasse. Han har ikke noget papir på, at det, han gør, er rigtigt - han gør det bare. Tager en dag ad gangen. Og selvom hans tøjmærke, Duck Denmark, lige nu stormer frem, nægter han at gå på kompromis med sine værdier til fordel for kommercielle og økonomiske interesser.

- Vores målgruppe er vores kammerater. Vi er næsten på fornavn med alle, der kommer herind. Det er et fællesskab, siger Benjamin Philip.

Benjamin lever et surrealistisk liv i forhold til mange af sine jævnaldrende kammerater. Mens mange af dem bruger tiden på skolebænken, lever Benjamin lige nu livet døgnet rundt som selvstændig butiksejer uden noget at falde tilbage på - en vanvittig virkelighed for den 20-årige knægt, der er vokset op i Gug.

- Der er da også nogle gange, hvor man ligger vågen om natten, men jeg gider simplethen ikke at gå i skole. Jeg skal have en gulerod at gå efter, og det har jeg med Duck, siger Benjamin.

Duck startede som en fritidshobby for seks år siden. Her solgte Benjamin t-shirts på sin storebrors loftrum. Lige så stille voksede populariteten omkring det lokale mærke, og pludselig blev det en reel forretning for Benjamin. Siden da åbnede han en lille butik i en kælder i Danmarksgade, og for få måneder siden flyttede Duck så ind til mere plads på de dyrere kvadratmetre i Aalborgs gågade.

Duck bliver i høj grad promoveret gennem de sociale medier. Benjamin smider dagligt billeder op fra butikken på Instagram, men det er især gennem hiphopmiljøet, at Duck kommer ud til hele Danmark. Aalborg-rapperen Danni Toma er frontfigur på tøjmærket, mens landskendte musikere som Kidd og Topgunn går rundt med Duck-kasketter og hættetrøjer.

Benjamin Philip har en drøm om at føre Duck ud til alle storbyer i Europa - men det skal være med samme opskrift som i butikken i Nørregade. Med samme originalitet, sjæl og stemning.

Se afsnittet med Benjamin over artiklen


Seneste nyt

fra Nordjylland