TV: Danmarks bedste rullepølse er nordjysk

I weekenden blev Danmarks bedste rullepølse kåret, og den bliver lavet en nordjysk slagter.

En nordjysk slagter kunne tage trofæet med hjem, da Danmarks bedste rullepølse i weekenden blev kåret på Foodexpo-messen i Herning.

Rullepølsen kommer fra Slagteren og Kokken i Gistrup og den løb med sejren for næsen af fire sjællandske rullepølser, som også var med i finalefeltet.

- Det var stort at vinde. Det er de besøgende på messen, der stemmer, så det betyder meget at vinde en publikumspris, siger slagter Claus Jensen fra Slagteren og Kokken.

Det tager fem dage at fremstille rullepølsen, som ifølge Claus Jensen skiller sig ud ved både at være unik i smag og konsistens. Slagteren og Kokken har tidligere vundet priser for deres pølser, og kåringen er mere end æren værd.

- De andre gang har vi tydeligt kunne mærke det på salget, så det forventer vi også denne gang. Der vil nok blive langet nogle rullepølser over disken i den kommende tid, så vi skal sørge for ikke at løbe tør, siger Claus Jensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland