TV: Er nordjyder ærlige?

04:55

Foto: Per Frank Paulsen

1 af 2

Ryger den efterladte hundredekroneseddel i egen lomme, eller tilbage til ejermanden?

I Nordjylland er vi gode til at hjælpe hinanden, når det virkelig gælder. Det har vi set fornylig, da der blev samlet rigtig mange millioner kroner ind til Knæk Cancer-kampagnen. Den gode moral var også til stede, da vi hjalp syvårige Im og hendes mor fra Thailand til at blive i Danmark.

Men hvordan ser det egentligt ud i hverdagen, når det gælder god moral overfor hinanden? Det har vi her på TV2/Nord besluttet os for at teste i løbet af denne uge.

De kommer fra Himmerland, de kommer fra Vendsyssel, og de kommer fra midt i mellem. IKEA er stedet, hvor nordjyderne mødes. Det første vi vil teste er, hvor ærlige er vi overfor hinanden, når det kommer til stykket?

I et helt og aldeles uvidenskabeligt forsøg vil vi se, hvor mange tabte hundredelapper, der finder tilbage til taberens pengepung. Vi stiller et kamera op, gemmer det godt af vejen og så venter vi bare og ser, hvad der sker.

I alt 11 hundredkronesedler falder fra vores reporters lomme og ud i "offentligheden" på IKEA-gulvet, og hele ni af dem vender tilbage i den hånd, der med overlæg lod dem falde.

- Jeg behandler andre mennesker, som jeg også gerne selv vil behandles, siger Alice Horup, der er en af dem, der vælger ærlighed frem for en lettjent hundredlap.

Og selvom størstedelen følger Alices eksempel er der også få, der ikke kan stå for fristelsen og elegant smyger lidt hurtige ekstra lommepenge med sig. Dog hævder de, det er fordi de ikke har set, hvem det er, der har tabt pengene.

- Det kommer an på, hvor stort et beløb, det er, for hvis det havde været et større beløb, så ville jeg have afleveret dem, siger Fie Thomassen, der mener, at grænsen går ved 1000 kroner.

Med ni af 11 hundredkronesedler tilbageleveret må konklusionen være, at nordjyderne er godt og grundigt ærlige, og det belønner vi ved at give 100 kroner i findeløn til de, der var ærlige nok til at gøre opmærksom på den tabte seddel.

Tirsdag skal vi igen i IKEA, hvor vi ser på, hvor hjælpsomme vi nordjyder er overfor hinanden.