TV-fotograf overfaldet på optagelse i Brønderslev

TV2 Nords fotograf blev overfaldet, da han torsdag var på optagelse i forbindelse med en historie om vanrøgt af dyr.

Arbejdsdagen for TV2 Nords fotograf Jesper Lange og journalist Katja Schlaikier udviklede sig torsdag eftermiddag i en uventet og voldsom retning.

TV-holdet var blevet inviteret med to frivillige fra dyreværnsforeningen Alle Dyrs Ret ud på en landejendom syd for Brønderslev, hvor organisationen mente at vide, at landmanden vanrøgter sine dyr. Nordjyllands Politi var også inviteret med ud på gården, men før de nåede frem havde sagen udviklet sig fra at være en dyreværnssag til at være en voldssag.

Landmanden var nemlig langt fra tilfreds med at få besøg fra TV2 Nord og Alle Dyrs Ret, så Bettina Hvass fra dyreværnsorganisationen blev både skubbet til og råbt af inden landmanden vendte sin vrede mod TV2 Nords kamera, fotograf og reporter.

Kameraet blev sparket omkuld og gik i stykker og efterfølgende blev fotograf Jesper Lange overfaldet.

Efter overfaldet fortrak landmanden til sin ejendom, men han vendte tilbage i sin traktor, som han rettede mod TV-holdet.

- Vi tror først, han vil køre udenom os, men han kører direkte mod os, og vi må springe for livet, siger journalist Katja Schlaikier.

Efterfølgende ankom Nordjyllands Politi til stedet og landmanden blev anholdt og sigtet for vold.


Seneste nyt

fra Nordjylland