TV: Guldsvømmere vender hjem

Svømmeren Mie Ø. Nielsen kunne mandag vise sine tre VM-medaljer frem, da hun sammen med de øvrige Aalborg-svømmere landede i Aalborg Lufthavn.

I dag ankom landsholdets aalborgensiske svømmere i Aalborg Lufthavn. Siden mandag i sidste uge har de været i Berlin for at repræsentere Danmark ved EM i langbane. Danmark vandt medaljer i ni discipliner. Fire af medaljerne gik til svømmere fra Aalborg.

Familie og venner stod klar med champagne og flag for at modtage svømmerne.

Det blev til fire medaljer til svømmere fra Aalborg. Mie Østergaard Nielsen stod bag tre af dem. Det var henholdsvis guld i 100 meter rygcrawl, guld i fire gange 100 meter medley holdkap og bronze i 50 meter rygcrawl. Viktor Bromer vandt den sidste. Det var guld i 200 meter butterfly.

- Det er dejligt at komme hjem med tre medaljer efter så lang en uge. Jeg er glad og tilfreds med mine placeringer, siger Mie Ø. Nielsen.

Holdets cheftræner Eyleifur Jóhannesson var også godt tilfreds med sine svømmere.

- Jeg synes, vi fik nogle gode resultater. Det er det bedste, Danmark har opnået til et europæisk mesterskab, så nu får de lov til at hvile i en uge, siger han.

Men de får ikke lov til at hvile alt for længe. Cheftræneren er allerede i gang med at planlægge forberedelserne til VM i december.


Seneste nyt

fra Nordjylland