TV: Hadsund bliver ny hovedby for flygtninge

De sidste fire år har Mariagerfjord Kommune placeret alle nye flygtninge i Hobro og omegn. Den praksis bryder kommunen nu med, for der er ikke boliger nok i Hobro til den tredobling af flygtninge som kommunen skal tage imod i år. Derfor skal nye flygtninge bo i Hadsund, men det bliver ikke hilst velkommen af alle.

21-årige Mohamad Ibrahim er i gang med at lære de første danske gloser på VUC i Hobro. Han er flygtning fra Syrien og har nu boet en måned i Hadsund.

- Jeg håber det bedste. Jeg vil overholde alle regler og tage en uddannelse. Jeg vil gerne bygge en fremtid i Hadsund, siger Mohamad Ibrahim.

Mariagerfjord Kommune tog sidste år imod 53 flygtninge. Det tal er forhøjet til 134 i år. De nye flygtninge skal til Hadsund, for Hobro har ikke plads til flere mener kommunen.

- Nu er det nået til en grænse hvor daginstitutioner, skoler og sprogskoler i Hobro kan blive ved med at have så mange. Så de nye der kommer, har vi besluttet skal have nyt bopælsområde med nye faciliteter i Hadsund, siger Michael Tidemann, der er arbejdsmarkedschef i Mariagerfjord Kommune.

De syriske flygtninge siger at de er blevet taget godt imod af de fleste i Hadsund, men på facebook avisen Hadsund News finder man hurtigt læsere, der kritiserer at der kommer flygtninge til byen.

- Find et andet sted til de mennesker vi gider fanme ikke have dem her, skriver Mads Mørck

- Har en lejlighed de meget gerne må gør ren. Men deres forståelse af rengøring er nok at de skal fjerne alle mine ting, så måske det ikke er så god en idé alligevel, skriver Sanne Fly.

- Glem det gider ikke flere flygtninge i Hadsund, skriver Chanette Klepner Veldt.

Michael Tidemann er ærgerlig over der vrede indlæg.

- I nogen af indlægene er tonen lidt hård, synes jeg, også i betragtning af at det er nogle mennesker man ikke kender, siger Michael Tidemann.

De nye flygtninge i Hadsund har da også på egen krop mærket og nogen har en uvilje imod dem.

- Jeg har fået vrede blikke i Hadsund, fordi jeg er en udlænding som de ikke kender. De har måske ikke set mange udlændinge i Hadsund før, men det er blevet bedre, siger 20-årige Aeoob Issa Al Nablse, der også er nyankommet fra Syrien.

Indtil videre bor der kun enkelte syriske flygtninge i Hadsund. De bor her i lejlighedskomplekset Solbakken. De håber på at blive accepteret i byen.

Det er først fra august der for alvor kommer flygtnnige til Hadsund. Til den tid regner Mariagerfjord Kommune med at 100 flygtninge kommer til byen.


Seneste nyt

fra Nordjylland