TV2 Sport: Henrik Møllgaard vender hjem til Aalborg

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger bliver den danske landsholdsspiller snart præsenteret i Aalborg Håndbold.

Efter tre års fransk eventyr i storklubben Paris vender den danske håndboldprofil Henrik Møllgaard til sommer hjem til Danmark. Det skriver TV2 Sport. 

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger skifter den 32-årige forsvarsspecialist til Aalborg Håndbold. Det forventes, at han bliver præsenteret i næste uge, hvor Møllgaard er hjemme i Danmark i forbindelse med tre Golden League-landskampe.

- Det har jeg ingen kommentarer til. Af princip kommenterer jeg ikke spillerrygter. Sker der ændringer i vores spillertrup, skal vi nok sende en pressemeddelelse ud, siger direktør i Aalborg Håndbol Jan Larsen til TV2 Nord.  

Henrik Møllgaard blev lejet ud fra Skjern til Paris i 2015 og siden også solgt til den franske klub, der er blevet nummer tre og to i Champions League de to foregående sæsoner - og i år er manges favorit til at gå hele vejen.

Møllgaard har tidligere udtrykt stor kærlighed og taknemmelighed over for Skjern, fordi klubben accepterede at slippe ham til Paris. Men Skjern har allerede hentet både Thomas Mogensen og norske Eivind Tangen til bagkæden i næste sæson, og derfor kneb det med plads på holdkortet - og måske også i budgettet - til Møllgaard, der altså i stedet ender i Aalborg.

HENRIK MØLLGAARDS HÅNDBOLDKARRIERE:

  • 2005-2009: KIF Kolding
  • 2009-2012: AaB Håndbold
  • 2012-2016: Skjern Håndbold
  • 2014: Lekhwiya (lån)
  • 2015-2016: Paris Saint Germain
  • Desuden har Henrik Møllgaard været tilknyttet det danske landshold fra 2006 og spillet 114 landskampe og scoret 154 mål i den rød/hvide trøje

Seneste nyt

fra Nordjylland