TV2/Nord siger farvel til historisk haveprogram

Onsdag aften tager TV2/Nord afsked med stationens længstlevende program, når det sidste afsnit af "Haven" ruller over skærmen.

I aften slutter et stykke nordjysk tv-historie. Efter 17 år og over 700 udsendelser sender TV2/Nord den absolut sidste udgave af "Haven" med Henrik Arildskov og Per Jensen.

I den anledning sender vi direkte fra Henriks have - både i 19.30-udsendelsen og på TV2/Nord Salto. Makkerparret sendte den første udsendelse i marts 1997, og programmet har undervejs taget navneforandring fra "Drivhuset" via "Over Hækken", "Det grønne Rejsehold", "Kolonihaven" til det nuværende "Haven".

Tusindvis af seerspørgsmål er blevet besvaret og hundredevis af nordjyske haver vist frem med Arildskov som den meget vidende - og Per Jensen som den lettere naivt spørgende.

Se et par af de klip, der aldrig kom i fjernsynet, over artiklen, og se meget mere - og det absolut sidste - fra "Haven" i aften.


Seneste nyt

fra Nordjylland