Tversted Søerne i fare

En lang række søer og rekreative områder i Nordjylland er i fare med den vandplan, som miljøministeriet nu foreslår. Heri står at alle vandløb skal have lov at løbe frit.

Det betyder, at de søer, der er kunstigt skabt skal væk. Det vil blandt andet gå udover Tversted Søerne.

Miljøministeriets nye vandplaner stiller krav om at menneskeskabte spærringer i vandløb skal fjernes så vand og fisk får bedre forhold, og Tversted Søerne er blandt de mange nordjyske søer, som har fået en hjælpende hånd med for at blive det, de er i dag.

- Der er mange gode ting i vandplanerne, men det er på ingen måde hensigtsmæssigt at bruge penge på at ændre noget omkring Tversted Søerne. Det er et rekreativt område og et stort aktivt for hele kommunen, og vores turister, siger formanden for teknik- og miljøudvalget Jørn Bing (SF).
Hjørring Kommune har nu sendt høringssvar til Miljøministeriet, hvori kommunen påpeger, at der er en lang række problemer i forhold til vandplanerne. Ud over Tversted Søerne bliver også Bindslev Gl. Elværk og Boller Sø ramt af planerne og skal tørlægges.
Dertil kommer genåbning af mange rørlagte vandløb.
- Det er ganske enkelt tåbeligt og lader sig ikke gøre, som for eksempel har vi for få år siden bygget svømmehallen, Park Vendia, ovenpå den rørlagte del af vandløbet, Skelbækken, siger Jørn Bing.
Han er optimistisk med hensyn til at komme igennem ministeriet med en dispensation for flere områder i Hjørring Kommune, ganske enkelt fordi der ikke er penge til at følge vandplanerne slavisk alle steder.
- Vores beregninger viser at vi skal 60 millioner kroner, og staten har sagt, at den betaler, men samtidig sat et rammebeløb på, som altså for området kun er på 39 millioner kroner, så nogle steder skal ud af planen, og hvorfor så ikke områder som f.eks. Tversted Søerne, siger Jørn Bing (SF).


Seneste nyt

fra Nordjylland