Tykke børn får hjælp

Foto: Michael Andersen

Aalborg Kommune åbnede i dag projekt Vanebryderne, der skal hjælpe overvægtige børn til at tabe sig.

Rådmand for sundhed og bæredygtig udvikling Thomas Kastrup-Larsen klippede i dag den røde snor til projekt Vanebryderne. Her kan børn fra seks til 17 år og deres forældre i et 12 uger langt forløb få hjælp til at lægge deres livsstil om, så børnene kan tabe sig. 

- Børnene skal ikke på slankekur. Men de og deres forældre skal have større opmærksomhed og bevidsthed omkring de valg, vi træffer i dagligdagen. Så skal vægten nok komme ned, siger koordinator for projektet Jytte Møller Christensen.
 
Tilbuddet omfatter samtaler, motion, madværksted og café-aftener. Og der er både individuel vejledning og gruppeforløb. Efter tre, seks og 12 måneder følges der op.
Undersøgelser viser, at hver femte barn i Aalborg Kommune vejer for meget.

Rikke Pedersen har tilmeldt sin datter Ida, og hun mener, at det nye tilbud udfylder et tomrum. 

- Jeg har forsøgt selv at få Ida til at tabe sig, men det er en svær balancegang at skulle være den søde og rare mor og så den disciplinære, der stiller krav. Jeg kan konstatere, at jeg har behov for hjælp, siger Rikke Pedersen.   

Det nye tilbud ligger i Sundhedscenter Aalborg.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord